Hvem er Birgitte Riis?
Jeg er selvstændig kunstkonsulent, og jeg brænder for kunst og for at formidle den på en let tilgængelig måde. Der er så meget kunstformidling lavet af kunstkendere til kunstkendere – formidling, der taler et sprog, kun kunstkendere forstår, formidling der lader andre i stikken, formidling der lader kunsten i stikken, fordi den skræmmer så mange andre (og nye) kunstelskere væk. Det er min passion at formidle gode kunstoplevelser, hvad enten det handler om at se, købe, eller blive klogere på kunst.
Hvilke kvalifikationer har Birgitte Riis egentlig, som gør hende til en god kunstrådgiver?
Jeg har en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet. Og så har jeg en livslang interesse for kunst. Jeg har altid set meget kunst. Set, set og set og efterhånden udviklet en god næse for kunst.
Desuden er jeg uddannet lærer og har undervist en del år. At formidle, engagere, skabe aha-oplevelser og resultater er naturligt for mig. Det er så tilfredsstillende, når folk har fået noget nyt med sig hjem – når jeg har formidlet på en måde, der har åbnet nye døre. Og det er kun lettere at brænde igennem, når det, jeg formidler, samtidig er min passion og store interesse.
Hvorfor kan jeg ikke se og købe kunst selv?
Det kan du da også godt. Det kan endda være, du er god til det og synes, det er sjovt. Og så skal du endelig blive ved.
Herhjemme har vi ikke tradition for at opsøge professionel hjælp, når vi vil købe kunst. Det har vi til gengæld, når vi skal have solgt vores hus, når vi skal have designet en ny hjemmeside eller når vi skal klippes. Det er rart, at have en ekspert under armen, når man begiver sig uden for sit eget kompetencefelt. Det gælder også, når det handler om kunst.
Udvalget af kunst og omfanget af ferniseringer, kunstmesser, museumsudstillinger og biennaler er desuden større end nogensinde før. Så det er tidskrævende at følge med i kunstverdenen, og det er svært at vide, hvor man skal begynde, hvad man bare MÅ se, og hvad der ikke er så væsentligt.
For mig er det et vidunderligt mekka. Jeg kan slet ikke lade være med at følge med, og det overblik, det giver mig, sætter mig i stand til at hjælpe dig bedst muligt.
Hvad kan hun hjælpe mig med?
Jeg hjælper virksomheder og private med kunstindkøb, jeg holder foredrag, udbyder kurser, og så holder jeg mine bloglæsere opdateret på det københavnske kunstliv.
Det jeg kan hjælpe dig med er, at afmystificere kunsten og verden omkring den og gøre den tilgængelig for dig, også hvis du blot har en spirende interesse. Du kan få rådgivning om alt lige fra investering i kunst til, hvilke gallerier, der er værd at besøge, eller hvilken kunst, der er værd at købe. Eller du kan få viden og indsigt ved eksempelvis at blive en del af KUNSTpiloterne, KUNSTexpressen eller ved at booke et foredrag. Læs videre her på hjemmesiden eller ring til mig, så vi sammen kan finde frem til, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig med kunst.
Er det ikke dyrt at få kunstrådgivning?
Alt er relativt. Men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg faktisk ikke det kan betale sig at lade være. I hvert tilfælde ikke hvis du er interesseret i at købe kunst. Tænk bare hvor mange penge du sparer på alle de fejlkøb, du ikke behøver gøre. På al den kunst, der ikke er god nok, som du bliver for hurtigt træt af, og som ikke er pengene værd.
Og hvad med usikkerheden? Hvis du bare én gang har prøvet at købe et værk uden egentlig at vide, hvad du har købt, så ved du, hvad jeg taler om. Er det nu et godt værk? Fik jeg det til en ordentlig pris? osv. Den usikkerhed undgår du. Så jo, kunstrådgivning er ikke gratis, men det er overvejende sandsynligt, at du hurtigt sparer mere end det, det koster at få rådgivning.